top of page

Odense Symfoniorkester er blevet selvejende


Fra den 1. januar 2021 har Odense Symfoniorkester officielt fået tillægstitlen "Den selvejende institution". Og med den nye position har orkestret samtidig fået en bestyrelse, der blandt andet tæller fremtrædende stærke profiler indenfor dansk kultur- og erhvervsliv.


Omdannelsen til selveje giver Odense Symfoniorkester endnu bedre rammer for den fremtidige udvikling, og til at lede sin bestyrelse har orkestret fået en erfaren formand i Lisbeth Knudsen, strategisk direktør og tidl. chefredaktør for Mandag Morgen og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der tidligere har været med til at præge dansk kulturliv som bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater. Sammen med kompetente kræfter, som eksempelvis Nikolaj Koppel, medindehaver af Podimo og tidligere underdirektør i Tivoli, samt Ronnie Hansen, kommerciel direktør i DBU, vil hun og resten af bestyrelsen fremadrettet stå for at understøtte Odense Symfoniorkesters drift, målsætninger og ambitioner.


Ifølge musikchef Finn Schumacker er man begejstret for de nye muligheder og bestyrelsens sammensætning:

”Vi har klare ønsker for orkestrets udvikling med et fælles mål om at nå ud til nye publikummer, der endnu har liveoplevelser med den klassiske musik til gode. Vi stræber efter at øge vores egenindtægter, og så vil vi gøre os endnu mere aktuelle på de digitale platforme. Det er derfor yderst tilfredsstillende, at vi er blevet begunstiget med en meget spændende og kvalificeret bestyrelse, der rummer stor strategisk, kunstnerisk, juridisk og forretningsmæssig know-how.”


Odense Symfoniorkester vil fortsat være økonomisk støttet af Kulturministeriet og Odense Kommune, men den nye status giver fremover orkestret større mulighed for kunne sikre fondstilskud og andre bevillinger, ligesom man i højere grad vil søge at være en attraktiv partner for erhvervslivet. Og den nye bestyrelse er allerede kommet rigtig godt fra start.

”Vi har for nylig haft vores første bestyrelsesmøde, og det var en fornøjelse at mærke bestyrelsens engagement og vilje til at forløse orkestrets potentiale som en kulturinstitution, der med sin internationale klasse og innovative koncerttiltag tager medansvar for at løfte kulturlivet i hele regionen”, udtaler Finn Schumacker.


Odense Symfoniorkesters bestyrelse består af følgende:


Lisbeth Knudsen, strategisk direktør og tidl. chefredaktør for Mandag Morgen og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, formand

Ronnie Hansen, kommerciel direktør, DBU

Nikolaj Koppel, medindehaver, Podimo

Dorthe Lund Kaack, direktør, C.C.N Holding

Pernille Backhausen, advokat, stifter og partner i SIRIUS advokater

Christoffer Lilleholt (V), rådmand, Odense Kommune

Maria Brumvig (A), byrådsmedlem, Odense Kommune

Philip Sandholt Herup, orkestermusiker, Odense Symfoniorkester (personalerepræsentant)

Stinus Christensen, orkestermusiker, Odense Symfoniorkester (personalerepræsentant)

Foto: Odense Symfoniorkester, fotograf Jacob Mads Kristensen

Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page