top of page

DEOO: ”God musikundervisning og morgensang skal ikke kun være for de få.”


Kulturminister Jakob Engel-Schmidt præsenterede i går i samarbejde med Phillip Faber en ny vision om at genindføre morgensang frivilligt på hver fjerde skole i Danmark. I en opfordring på Facebook tilskynder ministeren lærere og pædagoger, ”der brænder for jeres fag” til at bakke op om projektet. Samtidigt viser undersøgelser ifølge Politiken, at musikundervisningen på nogle skoler slet ikke findes. Direktør i DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner bakker op om Karen Johansen, formand for Musiklærerforeningen, der i Politiken påpeger, at det kan blive svært for de skoler, hvor musikundervisningen ikke fungerer, at få del i midlerne.


”Det er en enormt sympatisk vision at ville have mere musik og sang ud til flere børn og unge. Det bakker vi fuldt op om. Skolerne er det helt rigtige sted at tage fat, når vi vil give børn og unge del i de glæder og den trivsel, musikken bringer med. Men vi deler Musiklærerforeningens bekymringer for, at de afsatte midler kun bliver eleverne forundt på de skoler, hvor der er ildsjæle til at drive initiativet – eller hvor ledelsen prioriterer musikken. God musikundervisning og morgensang skal ikke kun være for de få,” siger Asbjørn Keiding, direktør i DEOO.

Kulturministeren har sat 10 mio. kroner af til projektet med at sikre mere morgensang på de danske skoler. Midlerne kan søges af skolerne til at styrke rammerne for morgensang så som indkøb af instrumenter og sangbøger, men også til at styrke lærernes musikalske faglighed.

”Mødet med musikken og musikundervisning er vigtigt og giver kompetencer for og til livet. Der er en dokumenteret sammenhæng mellem musik, indlæring og børn, der tror på sig selv. Glæden ved musik kan direkte omsættes til trivsel, som er en central forudsætning for al læring. Derfor er musikken så vigtig for en rig barndom og et solidt fundament for voksenlivet,” udtaler Asbjørn Keiding og fortsætter, ”Men undervisningen på skolerne halter, vi har færre musiklærere og musiklæreruddannelsen er underprioriteret. Det var måske en idé at prioritere de midler, der skal til for at løfte musiklæreruddannelsen, således vi ikke om få år står med endnu flere elever, der ikke trives og et musikliv uden kreative talenter.”

Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page