Please Wait...

MNB
0

Af Eyvind Vesselbo, formand for DEOO

Kulturminister Mette Bock (LA) har fremlagt regeringens forhandlingsoplæg til en medieaftale. Ifølge ministeren skal Danmarks Radio være mere fokuseret og dermed også et andet DR. DR’s budget skal beskæres med 20 procent, hvilket svarer til 773 millioner kroner. Besparelsen vil medføre et andet DR, men ikke nødvendigvis et bedre DR.

Ministeren nævner, at det, der bør fokuseres på, er den klassiske musik. I oplægget foreslås, at der udbydes en ny radiokanal og en ny tv-kanal med fokus på kultur og klassisk musik.

Med de to forslag understreger ministeren samtidig betydningen af at opprioritere den klassiske musik og kulturlivet generelt. DEOO glæder sig over, at der dermed sikres en langt større dækning af den klassiske musik, og at formidlingen af klassisk musik på de to private kanaler kan ske i nye formater og i direkte samarbejde med for eksempel de regionale orkestre og ensembler. Det bør naturligvis også ske i samarbejde med DR som den centrale kulturinstitution i Danmark.

DR’s kor og ensembler bliver i Danmarks Radio. Med den beslutning mener DEOO, at det er vigtigt, at man i den kommende public service-aftale sikrer, at kor og ensembler kan fortsætte uforandret i størrelse med det samme høje kunstneriske niveau som i dag.

Et fokuseret DR på kulturområdet bør sikre, at der sker en opgradering af aktiviteterne inden for klassiske musik, ved på en ene side, at DR åbner sig mere mod musiklivet, hvilket giver et meget bredere input, og på den anden side formidler den klassiske musik langt mere mangfoldigt, hvilket giver et meget bredere output. Det lokale ejerskab til kulturelle tilbud kan styrkes markant med DR’s formidlingsplatforme. Og samtidig styrkes DR’s relevans lokalt, når der produceres med samme høje kvalitet på alle medieflader i hele landet.

DEOO foreslår endvidere, at der bliver et forøget antal transmissioner og optagelser i radio og TV af et bredt udsnit af alle landets ensembler og orkestre, inklusive opera, for eksempel i form af faste sendepladser hver uge. Der bør være et øget fokus på flere nøglebegivenheder såsom Carl Nielsen Konkurrencen, orkesterjubilæer og særligt profilerede koncerter og ikke blot DR’s egen Malko-konkurrence. Der bør samtidig være et udvidet samarbejde mellem DR og ensemblerne om foromtaler og andre historier på dr.dk og de sociale medier. Endelig ønskes tv-udsendelser med en seriøs formidling med baggrundsstof og perspektivering på den klassiske musik.

Når det drejer sig om amatørmusikken, garder- og musikskoler, så bør de i højere grad synliggøres. Ikke kun ved koncerter, men måske mere med mange gode historier om fællesskab, personlig udvikling og oplevelser.

Ud over øget fokus på den klassiske musik bør DR på tv og radio foretage en bedre afspejling af beslægtede musikgenrer, som i dag er stort set fraværende. Det drejer sig blandt andet om jazz, folkemusik og ny kompositionsmusik.

Endelig bør DR’s undervisningsplatform opgraderes med et samarbejde med børne- og ungdomsmedarbejdere, som skal producere klip og udsendelser til en platform med en formidlingsmæssig funktion.

Det er vigtigt, at det i den endelige medieaftale og i den tilhørende public service-aftale sikres, at Danmarks Radio får mulighed for at placere sig som den helt centrale kulturinstitution i Danmark, hvor blandt andet den klassiske musik, jazz, folkemusik og ny kompositionsmusik fra hele landet kommer til at spille en helt centrale rolle.

Eyvind Vesselbo er formand for DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner og tidligere folketingsmedlem for Venstre.

Indlægget er bragt i Kristeligt Dagblad d. 12. april 2018.

Kontakt DEOO

DEOO - Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner

Vartov, Farvergade 27A 2 sal, 1463 København K Danmark
Tlf.: (+45) 5129 1379
Email: kontakt@deoo.dk
CVR: 38523120